Vædderen først til verden sprang,
med flammens ild den nu går sin gang.
Iboende krigerens rå styrke og mod,
men selv den bedste kan brænde ud.
Tyren, så rolig, men stædig som få,
En blomstermark han sidder på.
Jordiske sanser skænker han verden,
men materiens begær er årsag til smerten.
Tvillingerne bebuder ordets tale,
en tankestrøm med uendelig hale.
Med vinger af lethed de letter og flyver,
men to er de ikke, for dualismen lyver.
Krabben lærer os følelsernes vold,
så blød indeni, men så hårdt et skjold.
Moderen værner om hjemmets fred, men trygheden i andre vil aldrig finde sted.
Løven, viser os hjertes varme.
JEG skinner på jer, der er kolde og arme.
Det stolte ego kan dog spænde ben,
selv en Konge er ikke undtaget livets mén.
Jomfruen beder os se hver detalje,
nej, ingen skår i den blanke emalje.
En praktisk ven og hjælper vi har i hende,
men kritikeren derinde kan have for meget på sinde.
Vægten ønsker os at finde balancen,
og med sin retfærd, hun udmåler distancen.
Hvad hun først må lære er,
harmonien udspringer af konfliktens værd.
Skorpionen graver sig ind til marven,
og derinde forpuppes sommerfugle-larven.
Med våben og magt den tror den er rig,
men kampen mod det onde findes kun indeni.
Skytten skænker os visdommen vælde,
med pilens fart den sandheden vil nedfælde.
Det sidste ord, den gerne vil ha’,
men intet i Guds rige er for mennesket at ta’.
Stenbukken på bjerget, den kigger tilbage,
den ved at den har gjort sig rigtig umage.
Men i ensomhed den nu i lyset står,
fordi den glemte dens flok - de andre får.
Vandbæreren er vores original,
den er både struktureret og genial.
Dog i upersonlighedens triste klæder,
findes der ikke medmenneskelige glæder.
Fiskene viser os vejen hjem,
og opofrelse er vejen derhen.
Men i tågen mellem verdener vi nemt kan fare vild,
så kig indad en sidste gang med en latter så mild.
Zodiakken er ikke kun fjerne stjerner,
dens bælte om vores menneskehed værner.
De 12 tegn indeholder alverdens magi,
men ingen kan begribe det hele i ét regi.
Når vi tør lade kærligheden fylde,
vi finder vores sande hylde.
Som i det ydre, således i det indre…
Vejen hjem, min ven, bliver mindre og mindre…
Comentarios