Mennesket med Krop, Sind og Sjæl - et helhedssyn

Årsagen til, at mange mennesker måske ikke får nok ud af deres terapi- / psykolog-forløb, er, at der i mange år har været en forældet og uvidende indstilling til, at det kun er hjernen som vi skal arbejde med, når det kommer til vores psykiske tilstand. At psyken sidder i hovedet og fysikken i kroppen. Det er efterhånden heldigvis ved at blive mere og mere alment udbredt, at vores psykiske tilstand også afhænger af vores kropslige tilstand og hukommelse - og endda vores trans-personlige og trans-generationelle hukommelse - det vender jeg tilbage til længere nede.

 

Vores krop er klog på sin egen måde, og den husker alt det, som vi kognitivt ikke har bevidsthed på eller har "glemt". Vores kropslige hukommelse kommer før vores kognitive hukommelse, og vi har den med os helt fra vores mors mave.

Derfor er det mindst lige så vigtigt at arbejde med kroppen i terapi, som det er at arbejde med hjernen (kognitivt). 

Den kropslige hukommelse fungerer dog på en lidt anderledes måde end vores hjerne, og man siger at kroppen er 7 gange langsommere end hovedet. Derfor er det helt essentielt at lære sin egen krop at kende gennem f.eks. sansebevidsthed og åndedrættet. Mange mennesker har svært ved at mærke deres egen krop, og vejrtrækningen foregår måske helt overfladisk. At lære sin krop at kende er førte skridt til at skabe balance. Vi kan nemlig regulere vores krop og nervesystem gennem kropsbevidsthed og vejrtrækning, og dermed selv opnå en rolig og fredfyldt tilstand. Det kræver øvelse og "af-læring" af gamle mønstre, og det kan kropsterapi netop hjælpe med.

Åndedræsterapi er en særlig metode til at få adgang til vores præ-kognitive hukommelse. Gennem åndedrætsterapi, kan man f.eks. arbejde med fødselstraumer og før-livs-traumer, som der ellers ikke ville være adgang til gennem samtale/kognitiv terapi. 

Derfor arbejder jeg med tilpasset kropsterapi i alle mine klient-forløb.

​

Hvad er et traume?

Når en oplevelse vi har haft, sætter sig i os negativt, kalder man det overordnet for et traume. Ordet traume kommer af græsk og betyder sår. Tidligere brugte man ordet i forbindelse med fysiske traumer, men i dag bruger man også ordet om emotionelle sår. En traumatiserende begivenhed kan efterlade os med langvarige psykiske/kropslige/følelsesmæssige symptomer - også lang tid efter det eventuelle fysiske traume er helet. 

Kort fortalt kan et traume defineres ved, at et menneske har været i en eller flere situationer i livet, hvor truslen var større end de ressourcer man havde til rådighed, til at håndtere disse udfordringer med. På dansk kan man også bruge ordet "såring" om vores traumer. Og en såring eller psykisk traume opstår naturligvis ikke kun sammen med fysiske traumer, som f.eks. et trafikuheld eller lignende. Vores såringer opstår ofte i mødet med andre mennesker, og kan have sin oprindelse i omsorgssvigt generelt, overgreb, vold, chok, misbrug osv. osv.

Traumer viser sig ofte i form af både psykiske og kropslige symptomer. Og disse symptomer er unikke og særegne fra menneske til menneske. Derfor er vores såkaldte traumelandskab ofte af kompliceret art, og ethvert menneske med traumer har brug for individuelt tilrettelagt terapi for at det skal virke og skabe forløsning. 

​

Indenfor lægevidenskaben taler man om, at visse sygdomme er arvelige og at vores DNA kan afspejle dette.

Det helhedsorienterede menneskesyn ser lidt anderledes på det. Her taler vi om at traumer kan nedarves - og dermed at fysiske/psykiske symptomer på disse traumer også nedarves. Det kaldes også for trans-generationel hukommelse. Dvs. at når vi fødes og kommer til verden, så har vi en implicit hukommelse med os fra vores familie - og ikke nødvendigvis kun fra mor og far. 

Trans-generationelle traumer og mønstre kan leve videre i familier i flere generationer indtil der dukker en "mønsterbryder" op. Det kan betyde, at vi forholder os til relationer og situationer med fortidens briller. En af de klassiske "sammenblandinger" er, at vi reagerer overfor vores partner, på måder som stammer fra relationen til vores forældre eller endda tidligere i slægten. Det kaldes projektioner. Det betyder, at vi i terapi ofte må forholde os til traumer/begivenheder, som ikke kun er sket i eget liv, hvis der optræder et vanskeligt familiemønster. Derfor arbejder jeg også med såkaldte "familieopstillinger", som er et terapeutisk værktøj til netop dette. Generationerne efter Nazi-tysklands fald er et omfangsrigt og grusomt eksempel på, hvordan traumer "gives" videre fra generation til generation - og nærmest bliver en kultur-arv.

​

Transpersonlig hukommelse kan være et andet vigtigt element i et terapeutisk forløb. For at forstå dette, er man nødt til at acceptere et grundvilkår, som ikke alle tror på: Nemlig at vi ikke kun har ét liv ~ at vi kan have inkarneret mange gange, og at vores sjæl er evig.

Jeg har selv erfaret adskillige tidligere liv - først gennem regressionsterapi og senere hen gennem krops~ og psykoterapi ifm. med min uddannelse. Det har haft essentiel indvirken på min forståelse af mit liv i dag.

At arbejde med tidligere liv, kan derfor for nogle mennesker være nøglen til forløsning i terapien. Og ofte når vi arbejder med tidligere-liv-hukommelse er det vigtigt at undersøge, hvordan sådanne traumer næsten altid vil have en genklang i nu-levende oplevelser. Det kaldes genudspilninger. Og set med et sjælsbevidst fokus, så handler det om, at vi stadig mangler at integrere de læringer, som disse oplevelser har skulle give os. Det kan vi så arbejde med at afvikle og forløse terapeutisk gennem en nænsom og kærlig bevidsthed - og ikke mindst accept og tilgivelse af fortidens hændelser.