Lidt over midnat i dag, onsdag d. 23.okt.2024 gik Solen ind i Skorpionens tegn – tegnet for død/genfødsel, mystik og indvielse.
Intet lys uden mørket. Ingen fødsel uden død. Ingen død uden genfødsel…
Skorpionen er det eneste tegn i Zodiakken, som forbindes med hele 3 stadier af bevidsthedsudvikling eller de 3 dyre totems, nemlig:
Skorpionen – ødelæggeren
Ørnen – bevidstheden
Føniksen – den opstegne
Nogle astrologer kalder det også tegnet for de ældste sjæle, fordi passagen gennem dette tegn, handler om at vores menneskelige begær begynder at vige for kærligheden. Men først må vi erfare de grimmeste sider af os selv (Skorpionen). Der hvor vi handler instinktivt for egen overlevelse eller vindings skyld.
Skorpionen lever et skæbnebetonet liv i skyggerne med intensitet og dramatik, rå impulsivitet, grådighed, magtmisbrug, manipulation og ondskab - essensen af Den Mørke Magi. Det er her vi erfarer hvad vores ubevidsthed, manglende selv-kontrol og ødelæggende tendenser har af konsekvenser for andre og i sidste ende for os selv. Her kan vi forblive i ubevidsthedens klamvåde klæder, indtil vi vågner af hjertets ubærlige skrig. Og her må vi træffe valget om vi vil forblive i mørket, eller starte opstigningen fra underverdenen. Der er kun én vej op, og hvert trin opad er en prøvelse i at forblive på vejen og ikke lade sig friste af de nemme egoistiske valg, for så åbner afgrunden sig på ny.
Møjsommelig og i ydmyghed må vi bevæge os fremad på vejen før Ørnens vinger kan folde sig ud og begynde opstigningen i bevidsthedens luftlag. Ørnen har erfaret og set alt på vejen op, så intet jordisk undslipper dens skarpe blik. Den er vis, fordi den kender den ødelæggende side af menneskets egenskaber. Den kender alle mørkets afkroge, og derfor kan den altid finde vingerne igen efter modgang. Ørnen kender svaret på alt – den er den vismanden, som alle søger råd hos, men den kender sjældent svaret på dens egen lykke, fordi dens blik stadig vender mod den jordiske materie.
Først når Ørnen overgiver sig til vindenes uransagelige opdrift og stiger højere op end dens jordiske blik kan række, vil den forstå skabelsens sande kræfter. Den lader sig fortære og brænde op af Det Guddommelige Lys, og heraf genopstår den fra asken til ilden som Føniksen. Selvrealiseret og styret af mystiske kræfter, Den Hvide Magi og medfølelsens sande væsen, står Føniksen til rådighed for dyb healing og fred for hele skabelsen.
Du er aldrig i tvivl, når du møder det intense blik fra en Skorpion - for det er øjne som ser dybere…
Ligesom du heller aldrig er i tvivl, når du møder et menneske, som har båret sig selv gennem alverdens smerte.
“Feel your heart begin to break – become the light you are”
Happy Scorpio Season
Comments