Solen, vor livgiver og solsystemets kerne
du er med os, selv i nattens dystre fjerne.
Uden dit lys, vi ville famle i blinde,
og livet ville aldrig falde os på sinde.
Merkur, du lille, så hurtig og kvik,
Den budbringende planet med en livlig mimik.
Retrograd hele tre gange om året,
hvor DSB må rive sig i håret.
Merkur er dog ikke spor til besvær,
han beder os blot om at tænke hver især.
Venus, så smuk, med sin gyldne glans,
kærlighedens planet, en romantisk dans.
Hun hvisker om værdi og sand kvalitet,
hvor mennesker føler sig inderligt set.
Hun glimter på himlen hver aften over Solen,
så stop op, og løft blikket ud under kjolen.
Jorden, vor Moder, med land og hav,
hun snurrer ulasteligt for menneskets tarv.
Hun lærer os om lidelse og frygtelig smerte,
men læringen bag sløret er et voksende hjerte.
Nu er det alvor, siger hun snart vredt,
kan I dog ikke se længere end jeres egen næse bredt.
Månen, vor drabant, du beder os sande,
at fortiden altid er under vande.
Ej at forglemme vi har baggage,
men nuværet er vor sande passage.
Mars, den røde, med ild og kraft, han væbner dig med mod og saft.
Han tænder din vilje, og ser sig ikke tilbage,
så fat dine kræfter og gør dig nu umage.
Ceres, giver os næring og trøst, men kun hvis vi husker at vande før høst.
Som en spiral hun løfter os, op og ind,
de nødvendige, møjsomme, trin efter trin.
Jupiter, giganten, så stor og vis,
giver os håb og et liv i pris.
Han bringer ekspansion og måske lidt ekstra held,
men overdriv ikke, for ego’et er ikke dit sande væld.
Saturn, den strenge med ansvar og disciplin,
han skænker os erfaringens vin.
Han viser, at livet kræver sin tid,
og uden ham ville vi aldrig lære flid.
Hans navn er karma, men hvem af os kan egentlig dømme,
om du nu også selv har syet alle livets sømme…
Uranus, rebellen, med lynets skær,
han bryder de mønstre, vi troede vi havde kær.
Han vækker forandring, en ny vision,
og tænder idéens revolution…
Neptun, den drømmende, tyst og blå,
han bevidner intuitionens vuggende då.
Han bejler om tågen i fantasiens land,
og opløser alt hvad vi tror er sandt…
Pluto, langt ude, så mørk og stærk,
han forhandler ikke, så overgiv dig og mærk…
Hans sprog er ikke for sarte sjæle,
for han kender ej til døden som endeligt dvæle.
Døden er bare en ny fødsel, sir han,
så hvad er du bange for i det mørke vand?
Haumea er både ild og jord, hun viser hvem er den sande mor.
Med naturens vælde, hun giver dig liv,
så værn om planeten, som var den din elskede viv.
Makemake hej ho, han går alene.
For hans vej må du sande helt ene.
Bæredygtighed han prøver os at lære,
ligesom sjælen går igennem sfære efter sfære.
Eris, i mørket tænder sit lys, for hun vil være menneskehedens gys.
Hun ser gennem usandhed og er ganske sej,
så her må du afklæde dig og turde være BARE DIG .
Planeterne svæver i kosmisk ro,
et univers af magi, hvor vi kan finde indre tro.
De hvisker historier om livets spil,
og guider os frem, også når vi ej vil.
Hvis vi af dem tør lære og lytte,
måske vi kosmisk sandhed får i bytte…
Comments