Solens i sin bane, vandrer nu i det 12. og sidste tegn i Zodiakken ~ som også kaldes opløsningens tegn.
Det er i denne energi, at den jordiske cyklus sluttes, for at starte på ny i Vædderens tegn ved forårsjævndøgn. Perioden fra vinter til forår i blandingen af sne og frost og nye spæde lysegrønne spirer.
Mange kalder tegnet for ”Fisken”, men dette tegn er netop et dualistisk tegn, ligesom Tvillingerne. For der er to af dem.
Derfor kan Fiskenes mentale natur også synes vægelsindet. Den ene dag kan de mene det ene, den anden noget andet. I virkeligheden er det Fiskenes adaptive egenskab til det miljø som de svømmer i, der giver dem evnen til at lade sig opsluge (blive opløst) i forskellige tilstande og energier. Dermed er Fiskene virkeligt gode til at den empatiske disciplin ~ for de kan oprigtigt mærke andre mennesker. Men fordi de netop bliver suget ind af deres omverden, er de sjældent særligt gode til at mærke sig selv og egne behov.
Med deres medfølende og opofrende natur, sætter de hellere sig selv til side for at hjælpe andre. Derfor kan det til tider være noget af en hård opgave at være Fisk her i vores verden, hvor grænsesætning er drøn nødvendig for overlevelse.
Fiskene med deres guddommelighed uden på tøjet, har meget nemmere ved at agere i miljøer, som minder om sjælens verden, end de har ved den jordiske dimension. De kan sågar skabe deres egen fantasiverden, som et værn mod de baske realiteter udenfor andedammen, og derfor kan de også synes lidt virkelighedsfjerne for andre mere jordnære tegn.
Det er Fiskenes natur at svømme væk fra monstrene i vores verden ~ de tager helst ikke kampen op, som myten om stjernebilledet også beskriver: I den græske myte, måtte Afrodite og hendes søn Eros springe i floden på flugt fra monster-guden Tyfon, hvor de blev reddet af to fisk (i andre versioner af myten, forvandlede de sig selv til to fisk).
Fiskene afbilledes også svømmende i 2 forskellige retninger med en line bundet imellem dem. Det repræsenterer deres dualistiske natur og nødvendigheden af at være afgrænset for ikke at forsvinde fra sig selv.
De repræsenterer det evige balancepunkt mellem form og formløshed, og hvor vi kan finde fred og visdom i paradokserne:
Det er først når vi tør give slip, at vi finder os selv.
Det er først når vi tør miste os selv i kærligheden, at vi for alvor kan elske.
Og det er først i stilheden mellem bølgerne, at vi kan høre sjælens kald.
Til jer kære Fisk i mit liv
Comentários