En lille historie, om Saturn, Chiron og Pluto på 3-dages stilhedsretræte

De tre umage planetvenner, Chiron, Saturn og Pluto havde hørt fra menneskene, at det skulle være så godt at tage fri fra pligterne et par dage og tage på stilhedsretræte, for at lade de indre depot-energier op.

De var alle godt trætte efter flere tusind års hårdt bevidsthedsarbejde på Jorden.

OG det var virkelig et møjsommelig arbejde at være ansat for Jorden. Chiron havde endda været nødt til at have det kun som flexjob nu, for det havde nedslidt ham gennem tiderne. Al den uvidenhed, som så ud til at vokse med befolkningstilvæksten. Det var jo skruen uden ende… og det var umuligt at få førtidspension med de gældende kosmiske regler…

Så Chiron have fundet et retræte til ham og vennerne:

Før retrætet, havde de fået til opgave af Merkur, som var facilitator, at sætte en intention for deres væren i stilhed:

Saturn var efter længere overvejelser kommet frem til, at han som intention ville begrænse al indre ligegyldig småsnak (med sig selv) i stilheden. Og det skulle være målbart. Han havde en klar ambition om at mestre indre ro på rekordtid og måske udvikle et brugbart stilheds-skema med trin, regler og evaluering, som man kunne blive certificeret i.

Chiron havde mediteret på sin intention. Og under meditation havde hans lilla skytsengel sagt til ham, at han ikke skulle tage på retræte for egen vindings skyld, men for at stå til rådighed for alle andre end ham selv… og heale løs på de andre deltagere. Også selvom de ikke bad om det. Og så ville han også medbringe alt sit alkymistiske spejdergrej ~ en lille magisk tebryg, skulle der nok blive tid til.

Pluto synes de to andre venner var dybt åndsvage, at de ville betale penge for sådan et retræte, når man lige så nemt bare kunne sætte sig ned i en kold, mørk kælder og holde kæft..indtil man ikke kunne det mere…

Men han var nysgerrig på, hvordan de to andre venner ville opføre sig ~ ikke mindst for muligheden for at kunne tage nogle skjulte videoer af dem i deres proces, som han kunne bruge som afpresning senere hen. Uha, han så mange muligheder for, hvad han fremover kunne presse sine venner til … så de kunne krakelere lidt mere i deres ellers polerede gude-arketyper.

Han fnøs ved tanken om hvad menneskene havde tildelt dem af kælenavne:

“Den store læremester” og “Den sårede healer” ~ my underworldly ass, tænkte han.

Inderst inde var han drøn misundelig over det. De mest bevidste mennesker på Jord sagde godt nok lækre ærbødige ord om ham, som “transformation, egodød, opvågning og genopstandelse”. Men Pluto havde altid følte sig lidt udenfor, fordi menneskene havde placeret ham i underverdenen. Han følte sig ikke “under” for noget som helst. Og han var gudetræt af, at alle var så bange for ham hele tiden.

“Jeg er jo også bare en arketype med almindelige følelser og behov”, tænkte han…

Og han skulle nok vise menneskene, at han kunne tage på stilhedsretræte og omvende hele banden til hans fordel for…døden.

De tre planetvenner pakkede deres gudehabengut og tog afsted.

Allerede ved ankomst stod det klart, at det her ikke ville blive… stille.

De ankom som de første, da Saturn havde insisteret på at være tre timer for tidligt på den.

Han havde medbragt sin egen tidsplan, printet i tre eksemplarer, lamineret, og opdelt i intervaller på 7 minutter.

Og så havde han… en æske.

“Det er mine domino-brikker,” hviskede han til Pluto.

“Til kontemplation over årsag og virkning.”

Han stillede dem op perfekt og snorlige.

En livsbane i miniature.

Et læremester-værk!

Chiron stod med sin sædvanlige “nyopdagede” indre sitren.

“Jeg mærker virkelig, at naturen kalder på noget i mig her,” hviskede han til Saturn, selvom de allerede skulle være i stilhed ved ankomst. Det var kun Merkur, facilitatoren, som måtte tale undervejs.

Saturn pegede stramt på et skilt: “Tavshed er Gu(l)d”

Chiron nikkede… og begyndte straks at hviske endnu mere.

“Jeg laver bare lige en lille beroligende urtetinktur til gruppen… noget ekstra healende grødmix jeg fandt på tilbud i Helsam…”

Pluto stod og lurede bag et træ, mens resten af gruppen ankom. Og han listede ind som den sidste i salen, hvor de skulle mødes.

Iført en sort kappe og solbriller.

“Jeg er allerede død” sagde han ~ højtlydt, og baskede kappen om sig, som en anden vampyr.

Merkur, kiggede op og viftede Pluto med sin stav over mod en tom plads, mens han smilede lidt træt tilbage.

Han havde holdt disse retræter i årevis. Og han var inderst inde udmattet af at “holde space” for alle de her søgende og sørgelige sjæle. Han vidste jo godt, at de alligevel bare ville fortsætte med at være søgende og sørgelige efter retræten… og så ville de tage på endnu et… og endnu et…

Intet havde ændret sig særligt meget i mange årtusinder. Der var kun kommet flere og flere til… og de blev mindre og mindre…stille

Det var blevet tid til den første stilhedsmeditation.

Saturn sad rank. Ubevægelig. Som en statue af disciplin.

Ved siden af ham sad Chiron og diskret blandede noget i en lille flaske.

“Uhh, lidt baldrian… og måske lidt… jeg ved ikke helt hvad den her rod gør, men den føltes bare helt rigtig…”

Han tog en tår.

“Okay… jeg føler mig allerede helt åben… er det meningen, at stilhed skal vibrere? Eijj, jeg hører Mysteries Times med SASH for mit indre øre …det må være et større kald, der er på vej nu”.

Fem minutter senere sad Chiron og hviskede til hans medbragte plante:

“Jeg kan mærke du har ondt i roden ~ bare sid lidt med smerten ~ hvad prøver den at fortælle dig?”

Saturn forsøgte at holde fokus.

Han rejste sig stille, og gik hen og justerede sine domino-brikker.

Nu en endnu mere perfekt kæde af struktur og orden. Fra ende til anden!

Pluto rejste sig langsomt… hans sorte kappe forvandlede sig til føniksfjer:

Han gik bag Saturn… og væltede én dominobrik.

klik …klik..klik.klikklik…

Alle brikkerne faldt.

Saturn frøs. Han blev helt blå i hovedet, mens han udbrød:

“Nej, det må man da ikke ~ skubbe til andres brikker”

Pluto smilede med hans bedste uhyggelige grimasse, mens han filmede Saturn, der kravlede febrilsk rundt og samlede sine brikker op, som var det faldne venner i krig.

Dag 2:

Chiron havde nu etableret et lille “healing corner” bag et ginko bilopa træ.

Han hviskede til de forbipasserende deltagere, som gik rundt i græsset med bare tær:

“Jeg kan mærke, at du bærer på noget… vil du have lidt urtete? Vil du have et kram, også?”

Saturn gik forbi, rystede på hovedet og noterede sig:

“Uautoriseret følelsesladet ustruktur.”

"Jeg vil ikke være en del af det!”

Pluto dukkede op bag ham ~ nu klædt som en slags shaman med bæredygtigt nedbrydeligt glimmer i ansigtet.

“Det er så smukt, når vi bryder sammen, sammen,” sagde han.

Saturn svarede:

“Pas dig selv, du forstyrrer altid, når man lige har det mest rigidt.”

Senere samme dag sad de alle tre i stilhed.

Chiron stirrede ud i luften:

“Jeg tror… jeg har opløst mit ego lidt…”

Saturn:

“Du har opløst programmet.”

Pluto (nu i helt almindeligt tøj – hvilket var det mest foruroligende hidtil):

“I er begge to lige så typiske arketypiske, som I altid har været”…

Og så blev der stilhed igen i planetlejren…

Sidste & 3. dag:

Saturn havde bygget sit domino-system op igen. Endnu større og mere komplekst end nogensinde. Og med en “mur” udenom af brugte teblade fra Chirons miksturer fra dagen før. Chiron havde hvisket til ham, at det ville skabe en ubrydelig cirkel af kærlighed, eller sådan noget lignende… og selvom Saturn ikke forstod hvad det betød, kunne det jo ikke skade. “Ubrydelig” var det vigtigste.

Pluto trådte frem af skyggerne og gik ind over den ubrydelige kærlighedscirkel.

Nu iført en dramatisk kæde af dødningehoveder.

Han pustede… meget let.

klik…klik..klik.klik.klik.klik klik…

Alt væltede igen.

Saturn kneb øjnene forbistret sammen.

Så sukkede han dybt og sagde:

“… okayyyy. Jeg gider ikke mere ~ jeg overgiver mig.”

Chiron klappede begejstret

“Det her er jo en forløsende proces!”

Da stilheden blev ophævet senere på dagen i den sidste cirkelsamling, sad de tre igen sammen.

Saturn så meget træt ud… men hans ringe var blevet lidt blødere i udtrykket.

Chiron sad med en mælkebøtte og følte “opløst lykke”. Mælkebøtten symboliserede hans ego, som han havde plukket udenfor og nu glædede sig til at se den visne bort i hans hænder. Men hov, åhhh nej ~ han havde jo ikke fået roden med op… Øv, endnu en ommer.

Pluto var igen i sort og solbriller, men han gemte sig trods alt ikke, og sad pænt i cirklen med de andre.

Merkur bad dem nu om at dele retrætens indsigter:

Saturn sagde:

“Jeg har lært, at livets brikker vælter, for at vi kan bygge dem op igen. Større og stærkere. Og at kærlighed ikke kan bruges som forsvarsværk.”

Chiron sagde: “Jeg har lært, at jeg stadig har noget at lære”… suk…

Pluto lænede sig frem og sagde:

“I morgen mandag, skal vi på arbejde igen på Jorden… og vi skal tidligt op”

Der blev igen helt stille… som et kosmisk dybt suk.

“Skal vi tage et dybere retræte næste gang”, spurgte Chiron?”

Saturn:

“hmm… hvor lang tid?”

Pluto:

“

.”