top of page
Søg

Om Vandbæreren~ Fornyelsens kræfter i en upersonlig indpakning...

annebaatrup

I søndags d. 19/1 2025, skiftede Solen tegn fra Stenbukken til Vandbæreren ~ det 11. og dermed næstsidste tegn i Zodiakken.

Mange kalder stadig tegnet for ”vandmanden” på dansk, men det er et forældet og misvisende ord, hvor man får associationer med strandede hjælpeløse gelé-gopler, som man kan træde op mellem tæerne i vandkanten på stranden. Og der er bestemt ikke noget hverken gelé-agtigt eller hjælpeløst over Vandbærerens tegn. På engelsk (af latin) hedder tegnet også Aquarius, som netop betyder Vandbærer.


Vandbærerens element, på trods af navnet, er luft. Som lufttegn er vandbæreren visionær og nytænkende, fordi tegnet bærer vandet (livets eliksir) i sin krukke, som den skænker for tørstende mennesker. Den bibringer den åndelige næring til menneskeheden i form af det rensende vand.

Der findes mange spændende myter om stjernebilledet Vandbæreren i eksempelvis den sumeriske, babylonske, egyptiske og naturligvis græske mytologi. Og hvad de alle har mere eller mindre tilfælles er, at Vandbæreren er symbolet på forbindelsen mellem det menneskelige og det guddommelige – den sidste trædesten før Fiskenes tegn, som afslutter Zodiakkens cyklus.

En af de mest kendte mytologiske historier, der knytter sig til Vandbæreren, stammer fra den græske mytologi og fortællingen om Ganymedes. Ganymedes var en smuk ung prins fra Troja, så strålende og ren, at selv Zeus, gudernes konge, bemærkede ham. Zeus, i form af en ørn, bragte Ganymedes til Olympen for at tjene som gudernes mundskænk ~ en ærefuld opgave, men også en symbolsk rolle. Ganymedes bar ikke blot fysisk vand, men han bragte også livets drikke ~ ambrosia og nektar ~ som sikrede gudernes udødelighed. Han blev et billede på ungdom, idealisme og tjeneste for det højere gode, samt et symbol på forvandling ~ en dødelig, der blev løftet til det guddommelige for at tjene noget større end sig selv.


Ganymedes på Thorvaldsens Museum
Ganymedes på Thorvaldsens Museum

På det menneskelige plan er tegnet associeret med det højere gode for fællesskabet. Og tegnet ligger også overfor Løvens tegn i Zodiakken, som er modsætningen til fællesskabet, nemlig individet. Det er aksen for det personlige overfor det kollektive. Derfor associeres tegnet også med det upersonligt kollektive.

Det er netop balancen mellem individ og fællesskab, der kan være udfordrende for Vandbæreren. Og balancen er svær, for som et ordsprog lyder: ”Hvis alle skal gøres tilfredse, bliver ingen tilfredse.” Det er en påmindelse om, at det er umuligt at behage alle, og at forsøg på at gøre det ofte fører til, at man mister sin egen autenticitet.

Vandbæreren er derfor også symbolet på personlig frihed, og fordi originalitet bringer nyt til helheden. Som en sand idealist længes tegnet efter at bryde fri fra konventioner og skabe sin egen vej, men Vandbæreren ved, at den individuelle indsats kun giver mening i relation til andre.

Vandbærerens energi opfordrer os til at tænke større end os selv ~ at lade vores individuelle styrker blive en gave til fællesskabet. Samtidig minder tegnet os om, at fællesskabet ikke kan blomstre, hvis ikke individet har friheden til at være sig selv.


Forvandlingen begynder med individet, men fuldbyrdes i fællesskabet...

5 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Tegnenes Takt

Comments


bottom of page