Om Vædderen & Vrede… 💥 og Glædeligt Astrologisk Nytår...
- Anne Sukrita Baatrup
- 19. mar.
- 3 min læsning
Opdateret: 27. mar.
Torsdag d. 20. marts 2025 kl. 10.01 er det forårsjævndøgn i Danmark, og samtidig at det astrologisk og cyklisk nytår.
Solen træder dermed ind i Zodiakkens 1. tegn ~ Vædderens tegn og det er blevet forår på den nordlige halvkugle.
Og vi starter lige lidt blødt, ikke:
Jeg så den første udsprungne anemone i skovbunden i dag og fuglene havde vældigt travlt med deres forårsbebudende sang og kurmageri – nogle mere hidsigt anflyvende på hinanden end andre. Godt der ikke findes MeToo i dyreriget… så ville visse arter ikke overleve længe.
Og nu til sagen: Der er intet liv uden Vædderen og den første gnist af guddommelig vilje. Og derfor er Vædderens tegn også stærkt forbundet med den ledende vilje, gåpåmod og initiativ. Mars, som er planeten forbundet med dette tegn, er ligeledes en stærk maskulin arketype med et energetisk, impulsivt, modigt og iltert temperament.
Og hornene hos Vædderen kan være liiiige en spids for langt fremme, hvis man spørger de andre tegn. For Vædderens arketype har ikke indset værdien af teamwork, kompromisser og diplomati. Den har én impuls-strategi, og det er fremad med hovedet først!
Der er til gengæld en råhed i tegnet, som jeg synes fortjener mere respekt end forargelse. For Vædderen er som regel ikke specielt udspekuleret, hvad angår sin ligefremme fremtræden. Den skyder sine impulser ud uden først at tænke på om den rammer andre. Og den er til gengæld ganske robust og hurtigt tilgivende den anden vej. Vædderen bruger nemlig ikke meget energi på at bære nag eller surmule i hemmelighed, som visse andre tegn.
Der er en vigtig kvalitet hos Vædderen, som vi ikke kommer udenom ~ især i disse tider ~ og det er vreden.
Naturlig vrede er en vigtig og sund del af vores menneskelige natur. Den kan, fra en stabil kerne, skelne mellem mine og dine behov, og den skaber grobund for aktion mod uretfærdighed, undertrykkelse, manipulation og andre usympatiske egenskaber i vores verden.
Det kan være en vældig eksplosiv kraft, men nogle gange skal posen altså også rystes godt og grundigt. Nogen skal sige det upopulære. Nogen skal provokere os ud af konfliktskyhedens døs.
Nej, vreden er ikke speciel pæn eller nuttet i sit udtryk. Men den er drøn nødvendig. Den bliver først farlig og destruktiv, når den er undertrykt eller i ubalance. Og der findes meget ubalanceret vrede i verden. Vi ser den f.eks. komme til udtryk fra ellers ”pæne mennesker”, som finder aflad for den, gemt væk bag deres skærm derhjemme. Skærmen og SoMe er blevet deres kujon-skjold, hvorfra de tillader sig at skyde og sprede alt deres egen indre gylle ud på internettets brogede marker.
Til dem får jeg lyst til at opildne: Rejs dig op, gå udenfor og find din indre Vædder frem. Råb i vilden sky et sted, hvor naboerne ikke ringer efter politiet. Kast nogle sten i vandet, hvor du ikke rammer andemor med sine ællinger, eller snit et sværd og bekæmp dine egne indre dæmoner. Tag ansvar for dit eget - også selvom andres uret engang er gået ud over dig...
Så kan du kalde dig en sand kriger. Og hvis alle tog ansvar for egen indre ”forurening”, så ville vi hurtigt have bekæmpet ukrudtet i verden…
Når du er færdig med forårsrengøringen i egen navle, så kan du vende blikket ud af igen, fra et bedre sted…
Med alle de personlige planeter (på nær Mars) enten på vej ind i eller allerede indtrådt i Vædderens tegn, skal der nok komme fut i fejemøget den kommende tid. Saturn og Neptun er ligeledes på vej. Der er en konflikt der skal antændes før harmonien kan indtræffe…
Må ilden brede sig og rense ud … med Vædderens kraft og mod.

Comments