I dag søndag d. 22. september 2024 er det efterårsjævndøgn kl. 14.43 i Danmark. Her er dag og nat lige lange. Et balancepunkt ml. lyset og mørket.
Dette varsler netop Solens indtræden i Vægtens tegn.
Vægten, er det eneste tegn i Zodiakken, som er repræsenteret af et objekt - de balancerende vægtskåle. Af latin “Libra” - som afføder ordene equilibrium (perfekt balance) eller deliberate (velgennemtænkt /bevidst).
Balancen:
Vægtens symbol med de to skåle, kendes også fra den græske gudinde for lov & ret, Themis.
Denne arketype, afbilledes også i dag med Lady Justitia - den romerske gudinde for retfærdighed, som holder Vægtens balanceskåle i den ene hånd og retfærdighedens sværd i den anden.
I dag afbilledes hun også med bind for øjnene, for at symbolisere, at alle er lige for loven og hun dømmer med “blind retfærdighed”.
Vægten er kendt for sine diplomatiske kvaliteter, og tilvejebringelse af alles synspunkter. Når alle er blevet hørt, skal balancepunktet findes, hvilket ofte vil betyde at kompromisser skal indgås i et forlig… hvor alle må “hugge en tå og skære en hæl”.
Derfor kan Vægtens arketype også have svært ved at “vælge” side, eller beslutte sig for noget.
For det ultimative (retfærdige) valg for alle, er ikke nemt i mangfoldighedens verden.
Vægtens tegn er også forbundet med Venus, den romerske gudinde for skønhed, kærlighed og ægteskab (fra græsk Afrodite). Hun er “vand” og det feminine modstykke til Mars, som er aktiv handling og brændende ild. Venus absorberer, omslutter og tempererer den maskuline ild-essens og forener dermed de to polariteter i én enhed, som er Livets begyndelse.
Slutteligt, må den nye hersker i Vægtens tegn nævnes:
Eris (græsk gudinde for strid og kaos).
Dværgplaneten Eris, som blev opdaget i 2005, havde “kælenavnet” Xena indtil hendes navn blev endeligt vedtaget i 2006.
Eris har den længste og mest excentriske bane af alle kendte planeter, idet hendes bane hælder 44,2 grader fra Zodiakken og har en omløbstid på ca. 557 år - altså over dobbelt så lang en bane som Pluto!
Eris “ser” dermed et større billede / bælte af Universet, end nogen anden af vores Solsystems planeter
I myten skaber Eris strid og kaos, men kun fordi hun nøgternt afslører sandheden i de (menneskelige) forestillinger og personlige slør, hvor sandheden ofte er ilde hørt.
Nøgtern sandhed har ingen personlige tilknytninger, og fordrer vores evne til at vokse i bevidsthed og dermed opøve vores SKELNEEVNE.
Selvom Eris ikke normalt er afbilledet med et sværd (hun er afbilledet med det gyldne æble fra myten), så ser jeg hende med et sværd for mit indre syn. Hun er ikke i punktlig balance, som Lady Justitia, som holder vægtskålene og med sit sværd afvæbnende i jorden.
Eris, ser jeg for mig, holder sit sværd opret foran sig. Sværdet er den hårfine skelneevne og nøgternhed.
Hun er ikke bange for at blive upopulær, ved at svinge sandhedens sværd. Og hun ved, at sværdet ikke altid kan bruges afvæbnende, for mennesker er bange for hende. Og når mennesker er bange (og uvidende), så skaber de deres egen sandheds slør og dæmoniserer alt på den anden side af sløret.
Vægtens tegn har indgået pagt med Eris, og må derfor træde ud af sin pæne-pige rolle, når det er nødvendigt.
Derfor må Vægten også til tider stå alene og afstå fra at kunne spejle sig i andre.
En ganske ny bevægelse for tosomhedens tegn. I virkeligheden handler det om, at de indre polariteter må forenes gennem et indre bryllup. En enhedsfølelse, som vi alle ubevidst eller bevidst stræber efter i vores personlige liv:
Vores åndelige enheds essens.
Libra Libra - glædelig jævndøgn
Comments